Anmeldelser

Tre insisterende triomusikere i front...

juni 2011, 5 hjerter
af Henrik Friis, Politiken
Spændstig ekvilibrisme
Antonio Vivaldis ’De fire Årstider’ er berømt og berygtet for at servere sublime melodier og dramatiske tonemalerier i en sådan grad, at musikken i dag er en kunst at løfte en fortolkning ud over klicheen. Det havde ingen medvirkende problemer med torsdag.

(...)I dagens anledning begyndte de med ’Efterår’ som en spændstig blokfløjtekoncert med Bolette Roed som ekvilibristisk solist, fulgt af Rune Tonsgaard Sørensens indsats i ’Vinter’.
’Forår’ blev en dobbeltkoncert for fløjte og violin, hvor Roed med glimt i øjet tog sig af alt det, der lød som morgenstemning og fuglekvidder – og den afsluttende, som med Trio Alphas var en helt alternativ version iklædt barokorkester, buldrende slagtøj, piccolofløjte og sopransaxofon.

Fandenivoldsk
Det var så overraskende helstøbt og velgennemført, at havde arrangørerne haft en pointe om at vise, at de 300 år gamle noder på Midsommerbarok skal blive til levende musik i rivende udvikling, så fik man det at mærke direkte og kropsligt. Ekstremt højt musikalsk niveau og god plads til leg og spilleglæde.
(...)

Tyngde og nerve
Og Alphas afslutning skrevet af saxofonisten Peter Navarro-Alonso var ikke mindre frapperende. I baggrunden hos barokorkestret anede man hele tiden fragmenter af Vivaldis originale sats, mens de tre insisterende triomusikere i front lagde perlende klangflader og massiv tyngde til forskellige forvanskninger af de gamle melodier.

Arte dei Suonatori, der går igen i mange af festivalens koncerter den kommende uge, er et himmelsk lille barokband. Med tryk på band.

Spillet bølgede frem og tilbage mellem aggressive, knasende sprøde passager med tyngde og nerve – og helt spinkle, krystalklare klangflader, hvor små udsmykninger piblede frem i slowmotion.

FaLang translation system by Faboba