Anmeldelser

Erobret af en skæv trio ***** Klassisk, 01.02.2014, Jens Cornelius

 

Alpha: Through the Looking Glass. Dacapo 8.226579

Trioen Alpha har på trods af sin sære instrumentkombination en markant tro på sig selv. Og der er da heller ingen grund til at køre med foden på bremsen, når man kan så meget som disse tre tæt sammenspillede musikere. Det har ført trioen frem til et cd-projekt, jeg egentlig aldrig har set magen til: personlige arrangementer af nulevende komponisters musik - som om ophavsmændene ikke selv skulle vide, hvordan musikken bør lyde! Det er næsten flabet gjort, men også sjovt og kærligt. Det gælder fire af de kendsteste danske komponister: Per Nørgård, Hans Abrahamsen, Poul Ruders og Bent Sørensen. Ruders' brillante "Star Prelude" er en skøn indledning, hvor slagtøj og blokfløjte blander sig, så øret har svært ved at opfatte, hvor mange stemmer, der er i gang. Også et af stykkerne fra Hans Abrahamsens lange værk "Schnee" fungerer fremragende som minimalmusik med de to umage blæserinstrumenters tørre, spyttende lyde i særpræget kontrapunkt.

Generelt virker de hurtigt pulserende stykker bedst (Ruders' funky "Carnival" er et andet eksempel), mens de langsomme og mere æteriske stykker har sværere ved at holde sig klangligt oppe på grund af instrumenternes karakter. Per Nørgårds "Heyday's Night" og Bent Sørensens "Looking on Darkness" klinger temmelig tørt.

Albummets titel "Through the Looking Glass" er taget fra efterfølgeren til Lewis Carrolls "Alice i Eventyrland". Det er en god overskrift. Musikerne holder værkerne op foran et spejl og genfinder dem i en anden dimension. Man hører ikke fire danske komponister, men otte stykker Alpha, hvor musikken udspringer af trioens specielle klangverden og kollektive leg. Det er ideen om de udøvendes medskabende fortolkning kørt meget langt ud, og paradoksalt føler man ikke noget særligt behov for at høre værkerne i originalversionerne. Alpha har som et rummonster overtaget deres kroppe. 

FaLang translation system by Faboba